Vedtægter

FOR FORENINGEN

HIPPOLOGISK SELSKAB VILHELMSBORG

 1.

 Foreningens navn skal være Hippologisk Selskab Vilhelmsborg.

 Foreningens hjemsted er Århus Kommune med adresse Vilhelmsborg, Bedervej 101, 8320 Mårslet.

 

2.

Foreningens formål skal være at skabe et forum for udveksling og formidling af idéer, tanker og viden på et højt hippologisk niveau såvel fagligt som kulturelt, herunder at grundlægge et hestefagligt bibliotek, at forestå ekskursioner og foredragsvirksomhed samt skabe større sociale aktiviteter på og omkring det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg.

 

3.

Et medlem af Hippologisk Selskab Vilhelmsborg benævnes Vilhelmsborger.

Som medlem kan optages enhver hesteinteresseret person, som godkendes af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan optage en person eller organisation som års medlem eller livsvarigt

medlem.

 

 4.

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til sekretariatet med mindst 1 måneds varsel til udgangen af et kalenderår.

Såfremt et medlem ikke har betalt medlemskontingent senest 1 måned efter forfaldsdag, udelukkes den pågældende af foreningen og kan kun optages på ny efter betaling af det skyldige beløb.

Ægtefælde/samlever kan optages efter gældende regler uden ekstra kontingentindbetaling.

 

5.

Foreningen ledes af en bestyrelse på i alt 7 medlemmer, samt 2 suppleanter.

Valgperioden er 2 år og i år med lige årstal vælges 5 personer, og i år med ulige årstal vælges 4 personer.

 

6.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden.

 

Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.

 

 7.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

 

8.

Generalforsamlingen afholdes hvert år inden 1. april og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved brev eller e-mail til de enkelte medlemmer. 

 

Forslag fra medlemmer til vedtagelse på generalforsamlingen skal være foreningens sekretariat i hænde senest 1. februar.

 

Indkomne forslag offentliggøres eller udsendes i forbindelse med indkaldelsen  til generalforsamlingen.

 

9.

Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

 Valg af dirigent

  1. Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år og program for det kommende år.
  2. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  3. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  6. Valg af revisor.
  7. Eventuelt.

 

10.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes efter bestyrelsens bestemmelser eller, såfremt mindst 25% af foreningens medlemmer begærer dette.

 

11.

Generalforsamlingen er uanset fremmødet beslutningsdygtig.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

Afstemninger sker ved håndsopretning, medmindre bestyrelsen eller mindst 10% af de tilstedeværende medlemmer ønsker skriftlig afstemning foretaget.

 

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet måtte være bestemt i vedtægterne.

 

 12.

Regnskabsåret er kalenderåret.

 

13.

Foreningens vedtægter kan ændres, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for et sådant forslag.

Til vedtagelse af foreningens ophævelse fordres, at ¾ af de tilstedeværende medlemmer stemmer for et sådant forslag.

 

Ved en ophævelse af foreningen tilfalder det hestefaglige bibliotek Foreningen Vilhelmsborg, mens generalforsamlingen i øvrigt træffer beslutning om, hvorledes der skal forholdes med en eventuel formue.

 

Vedtaget på den stiftende generalforsamling for Hippologisk Selskab Vilhelmsborg.

 

 

Vilhelmsborg, den 20. maj 1997

 

Ændret på den ordinære generalforsamling den 20. marts 2003.

Ændret på den ordinære generalforsamling den 25. marts 2004.

Ændret på den ordinære generalforsamling den 20 marts 2014